torsdag, april 18, 2002
fredag, april 12, 2002
fredag, april 05, 2002
torsdag, april 04, 2002
Så gjorde Kevin Warwick det endeligt! Han fik igen indopereret en chip i armen for at blive den første cyborg.
Warwicks eget site
BBC om operationen
Og mit interview med Kevin Warwick, da han besøgte NIC i november:
Manden der vil være robot
Kevin Warwick blev berømt, da han for to år siden fik opereret en chip ind i armen og stod i direkte kontakt med sin computer. Nu slår han til igen – og denne gang deltager hans kone Irena også i eksperimentet. De vil være cyborgs – halvt menneske halvt maskine
Af Henrik Føhns Copyright 2002
Nogle mennesker skal man bare møde. Kevin Warwick er sådan et menneske. Den britiske robotforsker, der opererer chips ind i sig selv for at blive halvt menneske halvt maskine – en cyborg.
Kevin Warwick er en moderne Dr. Jekyll and Mr. Hyde figur. En videnskabsmand, der ikke laver forsøg på dyr, men bruger sin egen krop i grænseoverskridende eksperimenter, der får almindelige mennesker til at strømme til i fascination eller vende sig bort i afsky, mens videnskabskollegaerne håner ham for at være useriøs.
For tre år siden optrådte han i alverdens medier med en chip i armen. Når han bevægede sig rundt på Universitet i Reading i England kunne hans computer åbne døre for ham, tænde lyset, når han gik ind i lokalet og sige ”Hej Kevin”, når han kom ind på sit kontor. Da den lille glasampul med den infrarøde chip blev fjernet fra hans venstre arm efter ti dage følte Warwick efter eget udsagn et savn, som en siamisk tvilling, der bliver skilt fra sin bedre halvdel.
Det huede ikke Warwicks egen bedre halvdel – hustruen Irena. Hun følte sig som tredje hjul i husbondens intime forhold til computeren. Men sådan skal det ikke være næste gang. I foråret 2002 får både Kevin og Irena indopereret en chip i armen – direkte på nervesystemet. Den vil stå i kontakt med en computer, så de kan ”føle” hinanden. Også over store afstande via internettet.
Warwick er meget opsat på at sende følelser over nettet. Han betragter forsøget som en stor succes, hvis hans kone blot kan føle ”et-eller-andet”, når han selv bevæger en finger eller et håndled i den anden ende.
Warwicks team leder også efter mere umiddelbare kommercielle muligheder.
”Det kan ligne et medietrip, men vi laver seriøse videnskabelige eksperimenter. Hvis en lam person kan kontrollere en robot med fingre eller tankens kraft, så er vi nået langt.”
Visionen er at implantere chips direkte i rygraden på lamme mennesker, så de kan få en robot til at hente mad, åbne døre eller kommunikere over internettet. Eller lade blinde ”se” ved hjælp af ultralyd ligesom en flagermus.
Desværre udgør blinde en for lille målgruppe til at en kommerciel masseproduktion kan betale sig, men Warwick håber på, at hans forsøg kan pege på ny teknologi, der forholdsvis billigt kan sættes i masseproduktion. Dernæst skal folks generelle sociale accept af robotterne og at have teknologi direkte inde I kroppen bearbejdes.
”Folk er ikke helt klar til at have en robot gående rundt derhjemme og sige go’dav og den slags,” siger han, der gerne selv vil opgraderes med ekstra intelligens.
”Jeg er næsten flov ved at kommunikere som menneske - kan vi virkelig ikke gøre det bedre?” spørger han og foreslår at vi kobler teknologien til vores krop for at få robotternes evne til at se infrarødt og med ultralyd.
Når første chipsene er på plads i armen på Kevin og konen, så skal forskellige følesesmæssige stimuli optages og lagres på computeren. Warwick vil gerne sende signaler om smerte, højdeskræk og angst for edderkopper til den anden person for udforske, hvordan andre menneskers følelser ”føles”. Han håber på, at kunne udvikle en teknik, der kan neutralisere smerte ved at kende koden for smerte, som den vil tage sig ud i computeren og på den måde skabe elektronisk medicin uden de bivirkninger, som kemisk fremstillet medicin kan have.
Kevin Warwick er i sit hjemland under stærk beskydning fra andre akademikere og pressen, der beskylder ham for at være useriøs og medieliderlig. Selv er han ligeglad.
”Jeg tør ikke få en implantation i hjernen, selvom mange gerne så det,” joker han, men man kan blive i tvivl om hans reelle hensigter, når han fra scenen i Bella Centret med 300 tilskuere bevæger sig længere og længere ud i fantasierne om, hvor god sex han kan have med konen, mens de begge kan føle hinandens ophidselse direkte på nervesystemet med computeren som mellemmand. Alt imens konen Irena sidder smilende på første række i sin blå, meget lårkorte og stærkt opslidsede nederdel.
Men målet er klart, når Warwick afslutter med en one-liner af darwinistiske dimensioner:
”Hvis I vil være fremtidens chimpanser, så er det ok - men jeg vil være en cyborg.”
Underforstået - næste trin på den evolutionære rangstige. Science fiction eller fremtidens videnskab? Forsættelse følger...
Se også kritikernes website: Kevin Warwick Watch
Warwicks eget site
BBC om operationen
Og mit interview med Kevin Warwick, da han besøgte NIC i november:
Manden der vil være robot
Kevin Warwick blev berømt, da han for to år siden fik opereret en chip ind i armen og stod i direkte kontakt med sin computer. Nu slår han til igen – og denne gang deltager hans kone Irena også i eksperimentet. De vil være cyborgs – halvt menneske halvt maskine
Af Henrik Føhns Copyright 2002
Nogle mennesker skal man bare møde. Kevin Warwick er sådan et menneske. Den britiske robotforsker, der opererer chips ind i sig selv for at blive halvt menneske halvt maskine – en cyborg.
Kevin Warwick er en moderne Dr. Jekyll and Mr. Hyde figur. En videnskabsmand, der ikke laver forsøg på dyr, men bruger sin egen krop i grænseoverskridende eksperimenter, der får almindelige mennesker til at strømme til i fascination eller vende sig bort i afsky, mens videnskabskollegaerne håner ham for at være useriøs.
For tre år siden optrådte han i alverdens medier med en chip i armen. Når han bevægede sig rundt på Universitet i Reading i England kunne hans computer åbne døre for ham, tænde lyset, når han gik ind i lokalet og sige ”Hej Kevin”, når han kom ind på sit kontor. Da den lille glasampul med den infrarøde chip blev fjernet fra hans venstre arm efter ti dage følte Warwick efter eget udsagn et savn, som en siamisk tvilling, der bliver skilt fra sin bedre halvdel.
Det huede ikke Warwicks egen bedre halvdel – hustruen Irena. Hun følte sig som tredje hjul i husbondens intime forhold til computeren. Men sådan skal det ikke være næste gang. I foråret 2002 får både Kevin og Irena indopereret en chip i armen – direkte på nervesystemet. Den vil stå i kontakt med en computer, så de kan ”føle” hinanden. Også over store afstande via internettet.
Warwick er meget opsat på at sende følelser over nettet. Han betragter forsøget som en stor succes, hvis hans kone blot kan føle ”et-eller-andet”, når han selv bevæger en finger eller et håndled i den anden ende.
Warwicks team leder også efter mere umiddelbare kommercielle muligheder.
”Det kan ligne et medietrip, men vi laver seriøse videnskabelige eksperimenter. Hvis en lam person kan kontrollere en robot med fingre eller tankens kraft, så er vi nået langt.”
Visionen er at implantere chips direkte i rygraden på lamme mennesker, så de kan få en robot til at hente mad, åbne døre eller kommunikere over internettet. Eller lade blinde ”se” ved hjælp af ultralyd ligesom en flagermus.
Desværre udgør blinde en for lille målgruppe til at en kommerciel masseproduktion kan betale sig, men Warwick håber på, at hans forsøg kan pege på ny teknologi, der forholdsvis billigt kan sættes i masseproduktion. Dernæst skal folks generelle sociale accept af robotterne og at have teknologi direkte inde I kroppen bearbejdes.
”Folk er ikke helt klar til at have en robot gående rundt derhjemme og sige go’dav og den slags,” siger han, der gerne selv vil opgraderes med ekstra intelligens.
”Jeg er næsten flov ved at kommunikere som menneske - kan vi virkelig ikke gøre det bedre?” spørger han og foreslår at vi kobler teknologien til vores krop for at få robotternes evne til at se infrarødt og med ultralyd.
Når første chipsene er på plads i armen på Kevin og konen, så skal forskellige følesesmæssige stimuli optages og lagres på computeren. Warwick vil gerne sende signaler om smerte, højdeskræk og angst for edderkopper til den anden person for udforske, hvordan andre menneskers følelser ”føles”. Han håber på, at kunne udvikle en teknik, der kan neutralisere smerte ved at kende koden for smerte, som den vil tage sig ud i computeren og på den måde skabe elektronisk medicin uden de bivirkninger, som kemisk fremstillet medicin kan have.
Kevin Warwick er i sit hjemland under stærk beskydning fra andre akademikere og pressen, der beskylder ham for at være useriøs og medieliderlig. Selv er han ligeglad.
”Jeg tør ikke få en implantation i hjernen, selvom mange gerne så det,” joker han, men man kan blive i tvivl om hans reelle hensigter, når han fra scenen i Bella Centret med 300 tilskuere bevæger sig længere og længere ud i fantasierne om, hvor god sex han kan have med konen, mens de begge kan føle hinandens ophidselse direkte på nervesystemet med computeren som mellemmand. Alt imens konen Irena sidder smilende på første række i sin blå, meget lårkorte og stærkt opslidsede nederdel.
Men målet er klart, når Warwick afslutter med en one-liner af darwinistiske dimensioner:
”Hvis I vil være fremtidens chimpanser, så er det ok - men jeg vil være en cyborg.”
Underforstået - næste trin på den evolutionære rangstige. Science fiction eller fremtidens videnskab? Forsættelse følger...
Se også kritikernes website: Kevin Warwick Watch
Abonner på:
Opslag (Atom)